Dette indlæg er i fortsættelse af
Der er ejendomme med en husorden, og der er ejendomme uden.
En lovlig husorden skal overholdes og bliver den ikke det, skal bestyrelsen skride til sanktion, hvis der er givet advarsler, og beboer har erkendt sin overtrædelser af husordenen.
Ved siden af husordenen skal god skik og orden overholdes. Bliver den ikke det, skal bestyrelsen skride til sanktion, hvis der er givet advarsler, og beboer har erkendt sin overtrædelser af god skik og orden.
Bestyrelsens sanktion vil ofte kun være eksklusion, men hvis der er mulighed for sanktioner, som står bedre mål med forseelsen, skal bestyrelsen vælge en sådan. Har en beboer f.eks. igen-igen undladt at folde pap sammen inden udsmidning, så kan man ikke ekskludere. Her bør sanktionen være, at beboer skal erstatte / kompensere foreningen for de udgifter, som forseelsen har betydet. Det vil være en milliard gange mere sandsynligt, at en dommer vil dømme for en sanktion, der har erstatningskarakter frem for en sanktion, som indebærer, at en bolig skal fraflyttes.
Hvis man har en vedtægt eller en husorden, der på lovlig vis gælder for beboerne, og som f.eks. udelukker udlejning via AirBnB, vil chancen for at vinde en retssag f.eks. også være større, hvis sanktionen i husorden/vedtægt er på bødeniveau (f.eks. dobbelt bidrag i overtrædelsesperiode) frem for en ultimativ/definitiv sanktion om eksklusion m.m. Man får jo heller ikke livstidsstraf for at stjæle en kuglepen fra sin arbejdsplads.
Foreninger, der ikke har en husorden med et “bødekatalog”, efterlader bestyrelsen med en opgave, som jeg vil mene, at de i mange tilfælde bør overlade til en generalforsamling at træffe beslutning om ved en hemmelig afstemning.
Åbenbare sager f.eks. hvor en beboer har overtrådt straffeloven og herved foreningsretligt har forulempet en anden beboer, kan bestyrelsen naturligvis behandle. Beboer kan anke bestyrelsens beslutning til den øverste myndighed, dvs. generalforsamlingen. Og øverste myndighed vil altid være domstolene.
Sager, hvor der er bevistvivl (hvor der ikke er enighed mellem klager(e) og indklagede), bør overlades til domstolene. En generalforsamling skal naturligvis spørges, før man går videre med sag med bevistvivl, men generalforsamlingen har ikke kompetence til at afhøre under straffeansvar og dermed fastslå, hvad der skal lægges til grund med hensyn til ret og vrang.