Det hævdes fra tid til anden, at ABF-regler skal følges slavisk af en vurderingsmand.
Det er sjældent et krav i vedtægter, og det må i givet fald betegnes som en fejl i vedtægterne.
ABF regler er ikke så firkantede, som nogen gerne vil gøre dem til. Det fremgår bl.a. af ABF-håndbogen:
“Afskrivningskurverne skal betragtes som vejledende, og bør derfor ikke bruges til at udregne en præcis decimalværdi. Forbedringer må sælges til en rimelig pris, og vurderingen af de enkelte forbedringsdele bør derfor ende på et rundt tal. Det betyder også, at bestyrelsen, som formelt godkender salgsprisen og dermed eventuelle prisfastsatte forbedringer, kan lægge sig lidt over eller lidt under kurvens linje. Det sker typisk, hvis bestyrelsen mener, at en forbedring er bedre eller ringere end normalt. Når kurven ender ved 10 %, skal det ses som et udtryk for en restværdi, der fastholdes, så længe forbedringen er en del af boligen. ”
Det er en misforståelse at opfatte ABF-regler som en facitliste. Der skal ske en konkret vurdering (ellers var det jo ikke nødvendigt med en vurderingsmand):
Et nyt køkken kan være 0 kr. værd efter 1 år.
Et nyt køkken kan også undtagelsesvis stadig sælges til en rimelig pris, der er nær anskaffelsesprisen efter flere år. Der kan således undtagelsesvis være tilfælde, hvor sælger f.eks. slet ikke har brugt køkkenet p.gr.a. bortrejse, eller hvis sælger har passet og plejet køkkenet, således at der ikke er nogen nævneværdig værdiforringelse.
Lovens krav er, at prisen for forbedringer skal være RIMELIG.
ABF-reglerne er vedledende til bestyrelser, der vurderer selv, men selv som bestyrelse skal man nogle gange bruge sin sunde fornuft og afvige.