Generalforsamlingen er ikke en domstol

I andels- og ejerforeninger opstår der fra tid til anden uenighed om forståelsen af vedtægter, husorden eller tidligere beslutninger. Ofte lyder den umiddelbare reaktion: “Så må generalforsamlingen afgøre det.”

Det er rigtigt et stykke ad vejen — men kun et stykke.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamlingen kan vedtage vedtægtsændringer, godkende budgetter, vælge bestyrelse og træffe beslutninger om foreningens forhold inden for lovens og vedtægternes rammer.

Men generalforsamlingen er ikke en domstol.

En nyttig sammenligning: magtens tredeling

Man kan med forsigtighed sammenligne foreningslivet med magtens tredeling.

I samfundet har vi en lovgivende magt (Folketinget), en udøvende magt (Regeringen) og en dømmende magt (Domstolene). Den lovgivende magt laver reglerne. Den udøvende magt administrerer reglerne. Den dømmende magt afgør retstvister.

I en forening kan man forenklet sige det sådan:

Generalforsamlingen fastsætter reglerne, typisk gennem vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger.

Bestyrelsen forvalter foreningen og gennemfører generalforsamlingens beslutninger.

Administrator bistår med den daglige, praktiske og juridiske administration.

Men hvis der opstår en egentlig retstvist om, hvad vedtægterne betyder i en konkret situation, er det ikke administrator, bestyrelsen eller generalforsamlingen, der har det endelige ord. Det har domstolene.

Når reglerne er uklare

Mange vedtægter er desværre ikke skrevet så klart, som man kunne ønske. Det kan give problemer, når der opstår en konkret sag, hvor en person mener, at vedtægten giver ham/hende en ret forud for en anden person.

Hvis vedtægten ikke klart siger, hvilken regel der går forud i den konkrete situation, kan der opstå en reel fortolkningstvivl.

I sådan en situation kan administrator give sin juridiske vurdering. Bestyrelsen kan vælge en praktisk fremgangsmåde – men inden for rammerne af de nugældende regler, og generalforsamlingen kan beslutte, at vedtægterne skal ændres fremadrettet.

Men hverken bestyrelsen eller generalforsamlingeningen kan med tilbagevirkende kraft og med endelig virkning afskære en person fra at få prøvet, om vedkommende efter de gældende vedtægter havde en bedre ret.

Generalforsamlingen kan ændre reglerne — men ikke nødvendigvis afgøre den gamle tvist

Det er vigtigt at skelne mellem to ting:

For det første kan generalforsamlingen ændre vedtægterne for fremtiden. Hvis en regel er uklar, uhensigtsmæssig eller har givet anledning til konflikt, bør generalforsamlingen naturligvis præcisere den.

For det andet kan der være en allerede opstået konkret tvist. Den skal som udgangspunkt afgøres efter de vedtægter, der gjaldt på det tidspunkt, hvor situationen opstod.

En generalforsamling kan derfor ikke uden videre “stemme sig ud af” en konkret rettighedstvist mellem personer, der hver især mener at have en ret efter de gældende vedtægter.

Det gælder navnlig, hvis der er tale om personer, som ikke nødvendigvis selv har stemmeret på generalforsamlingen, men som alligevel kan have en retsposition efter vedtægterne — eksempelvis personer på en ekstern venteliste.

Bestyrelsens opgave er ikke at dømme, men at handle forsvarligt

Bestyrelsen skal naturligvis træffe beslutninger. Den kan ikke blot lade være med at handle, fordi der er tvivl.

Men bestyrelsen bør i tvivlstilfælde være opmærksom på sin rolle.

Bestyrelsen skal ikke optræde som domstol. Bestyrelsen skal forsøge at håndtere sagen loyalt, åbent og forsvarligt. Det kan indebære, at de berørte orienteres, at der gives mulighed for indsigelser, og at det tydeligt tydeligt gøres klart, at den endelige afgørelse af en egentlig retstvist må ske ved domstolene, hvis parterne ikke kan blive enige.

Det er ikke et svaghedstegn. Det er tværtimod en ordentlig måde at administrere en forening på.

Administrator bestemmer heller ikke

Administrator har heller ikke den dømmende magt i en forening.

Administrator kan og bør rådgive. Administrator kan pege på den fortolkning, der efter administrators vurdering er mest korrekt eller mindst risikabel for foreningen. Administrator skal også advare bestyrelsen, hvis en ønsket løsning efter administrators vurdering er i strid med vedtægterne eller indebærer en væsentlig risiko.

Men administrator kan ikke endeligt afgøre en rettighedstvist mellem to mulige købere, mellem en andelshaver og foreningen eller mellem forskellige grupper af berettigede.

Administrators rolle er at bistå foreningen og dermed bestyrelsen med en forsvarlig proces — ikke at være dommer.

Derfor bør uklare vedtægter præciseres

Når en konkret sag viser, at vedtægterne kan læses på flere måder, bør foreningen tage det alvorligt.

Det bedste er sjældent at afgøre fremtidige sager ud fra “sådan plejer vi at gøre” eller “det var nok meningen”. Nye medlemmer skal kunne læse vedtægterne og forstå deres rettigheder og pligter uden at kende foreningens uskrevne historie.

Derfor bør uklare bestemmelser ændres, så de bliver klare fremadrettet.

Men en vedtægtsændring fremadrettet løser ikke nødvendigvis en allerede opstået tvist. Den konkrete sag må håndteres efter de regler, der gjaldt, da situationen opstod.

Den korte konklusion

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed — men den er ikke en domstol.

Bestyrelsen skal administrere og handle forsvarligt — men den er ikke en domstol.

Administrator skal rådgive og advare — men administrator er heller ikke en domstol.

Hvis der opstår en reel retstvist om forståelsen af vedtægterne i en konkret situation, og parterne ikke kan blive enige, er det domstolene, der har det endelige ord.

Det er en vigtig sondring. Ikke fordi foreninger skal skubbe konflikter mod retssager, men fordi en god foreningsledelse kræver respekt for både vedtægterne, de berørte parter og grænsen for, hvad foreningens egne organer kan afgøre.

Jacob Linvald

Jacob Linvald
Advokat & Partner
Advokathuset DOMIBUS

Kontakt os

Lad os drøfte dine muligheder for et samarbejde med os

Vi er specialister i ejendomsadministration og kan med mere end 60 års erfaring inden for administration og jura sikre en tryg og sikker drift af din ejendom og forening
Kontakt os i dag